Tim O’Reilly
1. Webbet som platform.
Netscape vs. Google. Netscape prøvede at opnå markedsandele på serverområdet ved hjælp af sin browser, Google er der bare med sin ydelse. Softwareopdateringer foregår indenfor i Google, server stilles til rådighed, software til at håndtere databasen foregår inde i Google.
DoubleClick vs. Overture and AdSense. DoubleClick henvender sig til de store sites (hovedet) og ikke til de millioner af små sites de udgør en stor del af webbets indhold (den lange hale) (er det ikke et lidt forkert billede i betragtning af at det ser ud til at være brugere der skaber fornyelsen i Web 2.0, altså halen der logrer med hunden…?) Overture og Google har fundet ud af at placere reklamer på næsten alle websites.
Akamai vs. BitTorrent. Akamai henvender sig til de store, og downloads foregår fra centrale servere. BitTorrent bryder filer op i fragmenter og lader enhver brugers pc fungere som server. Således illustreres et andet Web 2.0 princip: At servicen bliver bedre jo flere der deltager.
2. At tøjle den kollektive intelligens.
Hyperlinking er webbets fundament. Yahoo blev født som et katalog over websider klassificeret af brugerne (ejerne) selv (passer det nu også?). Googles gennembrud skyldtes PageRank, der udnytter webbets linkstruktur snarere end bare dokumenterne. eBays produkt er brugernes kollektive aktivitet. Amazon vs. Barnesandnoble: Amazon kommer med det mest populære produkt, hvor Barnesandnoble kommer med noget af deres eget, eller et sponsoreret link. Wikipedia. Del.icio.us, Flickr: folksonomy, tags.
Lektien: Netværks effekt fra brugerbidrag er nøglen til markedsdominans i Web 2.0 æraen.
Blogging og massernes visdom. RSS muliggør abonnement på en side. Permalinks forbinder blogs, nettet som en global hjerne, hvor blogosfæren er den mentale snakken i forhjernen. Bloggere forstærker deres magt ved at have enorm opmærksomhed på hinanden (ekko-kammeret). Medier ser blogosfæren som en konkurrent.
3. Data er den næste Intel Inside.
Webbet er utrolig afhængigt af database håndtering (management). Så hvem ejer egentlig data? Hvis man bare benytter eksisterende data bliver man meget sårbar overfor konkurrenter der kan købe sig adgang til de samme data. Man skal som Amazon sørge for at lægge lag på lag af (brugergenereret) ekstra materiale til. Der er kapløb i gang om at eje følgende data: Sted, identitet, retten til at “kalendarisere” begivenheder, produkt identifiere og navnerum.
4. Slut med software releases.
Der skal foregå en konstant opdatering og udvikling af softwaren.
Brugerne skal behandles som med-udviklere: “release early and release often” eller endda “vedvarende (perpetual) beta”.
5. Letvægts programmeringsmodeller.
Lektionen her er: Brug letvægts programmeringsmodeller der tillader løst tilknyttede systemer. tænk i syndikering, ikke koordinering (!) Design så der kan hackes og remixes. Innovation in assembly: Slå to eksisterende koncepter sammen og få succes!.
6. Software som rækker udover en enkelt dims. Eksempel iTunes.
7. Rige brugeroplevelser. Googles teknologier blev døbt AJAX: “Ajax isn’t a technology. It’s really several technologies, each flourishing in its own right, coming together in powerful new ways.
Ajax incorporates:
- standards-based presentation using XHTML and CSS;
- dynamic display and interaction using the Document Object Model;
- data interchange and manipulation using XML and XSLT;
- asynchronous data retrieval using XMLHttpRequest;
- and JavaScript binding everything together.”
8. Opsummering af Web 2.0 virksomheders kernekompetencer:
- Ydelser, ikke software, med cost-effective skalerbarhed
- Kontrol med unikke data-resurser, som bliver bedre jo flere personer som bruger dem.
- Tillid til brugerne som med-udviklere
- At tøjle den kollektive intelligens
- Aktivere den lange hale gennem kunde selvbetjening
- Software som rækker ud over en enkelt dims
- letvægts brugerflader, udviklingsmodeller og forretningsmodeller
